Vinduestilsætninger af MDF-plader.

Vinduestilsætninger af MDF-plader, der afsluttes mellem vægge og tilsætninger uden paneler. Danske Malermestre har i de sidste par år været involveret i en række sager, hvor bygherre har ønsket at vægge og vindueslysninger skal malerbehandles i vægbehandlingen uden synlig overgang mellem væg og tilsætninger.

Dette, at man ikke ønsker at afslutte væg og tilsætning med paneler, er i sig selv ikke usædvanligt, og det kan i langt de fleste tilfælde udføres uden problemer, når blot tilsætning og vægge er i samme materiale, som f.eks gips – gips.

Men når der er valgt 2 forskellige materialer (beton – MDF-plader), hvilket er tilfældet i de sager Danske Malermestre har været involveret i, er det meget vigtigt, at man som maler gør sig nogle tanker om metoden til spartling og armering i overgangen mellem de 2 forskellige materialer, eller om det overhovedet er muligt at udføre en malerbehandling, hvor der ikke efterfølgende er risiko for revnedannelser.

Årsagen til, at det kan give problemer, hvis man ønsker at lade vægbehandlingen gå med ind i vindueslysningerne udført i MDF-plader, skyldes den omstændighed, at beton og MDF plader er 2 materialer, der reagerer meget forskelligt på fugt og temperaturudsvingninger, beton er et forholdsvis dødt materialer, der stort set beholder sin form uanset fugt og temperaturudsvingninger modsat MDF plader.

Det første man skal være opmærksom på - hvis der er tale om 2 forskellige materialer - er hvorledes vinduestilsætningen er behæftet vægfladen.

Hvis der er tale om en løsthængende tilsætning, der blot sidder hæftet på vinduet eller hvis tilsætningen er skummet op, er der meget stor risiko for, at spartling og armering af hjørnet efterfølgende vil revne.

Det er derfor yderst vigtigt, at man som maler gør bygherre eller dennes repræsentant opmærksom på problemet, og samtidigt tager et forbehold for holdbarheden af malerbehandlingen.

Man kan dog minimere risikoen for revnedannelsen, hvis man behæfter lysningen med skruer ind i betonvæggene, men det vil dog ikke ændre på det faktum at MDF-plader og beton reagerer forskelligt på temperaturændringer og fugtpåvirkninger, hvorfor der stadig vil være risiko for revenedannelse.

Ovennævnte er ret beset ikke malerens problem, men man har jo som professionel en forpligtigelse til at gøre opmærksom på, hvor der erfaringsmæssigt kan være problemer.

Når lysningerne er skruet fast på betonnen skal MDF-pladerne grundes, hvor det især er vigtigt at kanterne bliver mættet, således spartelmassen kan hæfte på disse. (Grunding på alle sider inden opsætning er hensigtmæssigt).
Som bagstopper for spartelmasse kan PU-skum bruges. Når skummet er renskåret, spartles der og armeres med tætvævet armeringsfilt. Herefter kan der malerbehandles som normalt.

Konklusion:
Uanset hvor omhyggelig man er med armering af samlingerne, hvor der er brugt 2 forskellige materialer ved vindueslysninger, vil der altid være risiko for revnedannelse, som man bliver nødt til at tage sine forbehold for, inden man igangsætter malerarbejdet.