Nyt under beton
Ny Funktion i MBA. Fremover skal man tilvælge armering af betonsamlinger i MBA, hvis ydelsen skal udføres af maleren.
Armering af beton hørte tidligere automatisk til malerens arbejde, men tiderne ændrer sig, og nu udfører også andre faggrupper denne ydelse. Det giver sommetider problemer, hvis denne opgave er indregnet flere gange i et projekt. Det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende, og derfor er der nu tilføjet en ny funktion i MBA, hvorefter udbyderen selv skal tilvælge armering af betonsamlinger, hvis arbejdet skal udføres af maleren. Med andre ord skal udbyderen af det konkrete projekt nu aktivt forholde sig til, hvilken entreprenør der skal udføre armeringen.
ARMERING HJÆLPER IKKE VED SVIND
I den forbindelse er det også vigtigt at pcisere, at uanset om der bliver armeret med glassilkevæv eller ej, så vil der opstå revnedannelser, hvis betonen svinder som følge af ændringer i fugtforholdene. Dette svind kan ikke forhindres med nævnte armering, men man kan naturligvis også være heldig og beskedne revnedannelser maskeres med nævnte armering. For god ordens skyld skal det også nævnes, at man skal være meget opmærksom på, hvilke forskrifter der er omkring optørring og måling af fugt i f.eks. betonelementer. Flere leverandører er nemlig begyndt at pege på manglende fugtmåling af betonelementerne inden malebehandling, som forklaring på revnedannelsen. Altså ikke at malebehandlingen fremkalder revnerne, men at fugtindholdet har været for højt, da behandlingen blev udført.
INGEN NØJAGTIG ANGIVELSE AF FUGT
I øjeblikket foreligger der dog ingen præcise tal for, hvor stort fugtindhold der må være i beton og puds, når malerbehandlingen går i gang. Vurderingen for, hvornår der kan udføres malerarbejde, afhænger af, om betonen eller pudsoverfladen er hvidtør. Hvis overfladen fremstår ensartet hvidtør, er det kriteriet for, at det er tørt nok til at blive malerbehandlet.
Fra Danske Malermestres side er vi indstillet på at arbejde for en mere pcis angivelse af, hvor meget fugt der må være i beton, puds m.m., inden malebehandlingen må gå i gang, og vi har i den forbindelse tænkt os at rette henvendelse til relevante producenter.
VEJE-TØRRE-VEJE-PRØVE
Det skal her nævnes, at enkelte leverandører af betonelementer angiver, at cirka halvdelen af svindet ved udtørring skal være afviklet, førend man påbegynder malerarbejdet, hvilket lyder ganske fornuftigt. Desværre er den eneste måde at beregne det præcise fugtindhold på at udføre en såkaldt veje-tørre-veje-prøve. Prøven udføres ved, at man udborer et stykke beton på 60-100 mm, emballerer det i en tæt plastpose og sender det til et laboratorium, der udfører målingen. Skal man som malerentreprenør udføre denne form for måling, bør det være meget præcist beskrevet i udbudsmaterialet, da denne form for måling naturligvis er behæftet med en vis omkostning.