Ny oversigt over beton

Korrekt vurdering af en given betonoverflade har stor betydning, når der skal afgives tilbud. Teknologisk Institut har netop sendt et supplement til MBK på gaden, der omhandler betonoverflader.

Skrevet af: Connie Vies, Teknologisk Institut

Som supplement til Malerfagligt Behandlings-Katalog, MBK har Teknologisk Institut udarbejdet et paradigma med mønstergyldige eksempler for betonoverflader. 

De valgte eksempler refererer til ”bips A24 Betonoverflader – specifikationer, krav og kontrol”, juni 2007 og tilsigter: 

* Bedre projekteringsgrundlag til højnelse af kvalitet og forebyggelse af misforståelser. 

* Klare angivelser af grænser mellem maleentreprisen og den forudgående entreprise. 

* Bedre beregningsgrundlag for maleentreprenøren ved tilbudsgivning.

Bistand til afvikling af tvister
Kravene i de nye BO-specifikationer er lempede, og betonoverfladerne kan nu optræde med større og flere porehuller, højere toppe og kratere. Dermed bliver nogle betonoverflader vanskeligere og dyrere at malebehandle. 

Et af de steder, hvor ændringerne har stor betydning for den efterfølgende malebehandling, er ændringerne af de lokale planhedsafvigelser.
Hvor der tidligere maksimalt måtte forekomme lokale planhedsafvigelser på maks. -1 mm/+0,2 mm, må der nu på de fleste overflader forekomme lokale planhedsafvigelser på -2 mm/+0,3 mm og på enkelte BO-specifikationer helt op til ± 5 mm. 

Det virker måske som en detalje, men for malearbejdet har det store konsekvenser, da opbygning af bundbehandlinger med en gang spartling på toppe over +0,2 mm ikke giver et acceptabelt udseende. 

Desuden er kravet til antallet af små porer udgået. Dette er ofte et problem for den efterfølgende malebehandling, da luften komprimeres bag hullernes overfladeåbninger og puster hul i den endnu ikke tørre malebehandling. 

MBK Paradigma - Beton indeholder foto af de specifikationer, der almindeligvis optræder i forbindelse med malearbejde. Eksempler vises i naturlig størrelse og viser det (værst tænkelige) udsnit med flest mulige porehuller. Desuden vises eksempler på uregelmæssigheder, betonudbedringer mv. samt forskellige typer afvigelser som revner, spor, spring, toppe og grater. 

Spørgsmål vedrørende de nye anvisninger kan rettes til MBK-sekretariatet på mbk@teknologisk.dk med emnet MBK Paradigma - Beton.