Filtsamlinger må accepteres.
Underlaget er aldrig 100 procent plant, ligesom der er små afvigelser i den filt, vi sætter op. Det gør det umuligt helt at undgå synlige samlinger.
Ikke så sjældent hører vi om kunder, der er utilfredse med, at de kan se - eller rettere - ane samlinger i deres nyopsatte filt. Men selvom det naturligvis er frustrerende at opleve, at malearbejdet i ens dyrt indkøbte drømmehus ikke helt lever op til forventningerne, er spørgsmålet, om man skal acceptere disse knapt synlige samlinger. Faktum er, at malearbejdet ikke er udført som et stykke fabriksfremstillet plast eller andet 100% ensartet materiale.
Holdningen i faglig-teknisk afdeling er den, at det er et spørgsmål om pest eller kolera. For uanset hvilke opsætningsmetode, man måtte vælge - enten at skære eller støde filten sammen - vil der altid partielt kunne forekomme synlige samlinger. Ingen af Danske Malermestres faglig-tekniske konsulenter har i hvert fald besøgt et byggeri, hvor vi ikke har kunnet finde eksempler på synlige samlinger efter en grundig gennemgang.
Når det er sagt, så er der naturligvis flere årsager til, at der kan forekomme synlige filtsamlinger. Eksempelvis vil en lille bule eller afvigelse i underlaget forårsage en synlig bule, hvis filten stødes sammen, ligesom en minimal ændring i vinklen på knivsbladet vil give en synlig samling, hvis filten skæres.
Endelig - det er vigtigt at få med - så er der naturligvis også eksempler på dårligt håndværk, som i sagens natur ikke er acceptabelt.
Men det er også relevant at pege på et område, som vi som udførende ikke har nogen indflydelse på; nemlig kvaliteten af den filt, der anvendes. Filten fremstilles på fabrikker rundt om i Europa og er generelt af en meget høj standard.
Dog - som med alle andre materialer, der fremstilles til videre bearbejdning - er der nogle produktionstolerancer.
SMÅ AFVIGELSER
Det betyder, at uanset hvor præcis det materiel man har, er, så vil der være afvigelser i både længde og bredde på de færdige filtruller, vi køber. I de fleste tilfælde er der tale om nogle meget små afvigelser, men nogle fabrikker oplyser deres produktionsmål med afvigelser op til +/- 10 mm, hvilket jo talmæssigt kun er 1%.
Desværre kan det have ret stor betydning for det færdige resultat, idet denne afvigelse naturligvis også vil være i det færdige malerresultat.
Dette ikke sagt for at hænge producenterne ud, men det betyder, at der i det færdige malearbejde er meget stor sandsynlighed for, at der partielt kan forekomme synlige filtsamlinger. Og det må man som forbruger desværre acceptere. Det er ikke noget vi kan gøre noget ved, og det kan producenterne altså heller ikke.
FYLDTE SAMLINGER
Selvfølgelig kan man næsten altid maskere disse samlinger ved at udføre en ekstra færdigmaling for på den måde at udfylde samlingen.
Dermed fremtræder overfladen ensartet, Og som maler er man naturligvis berettiget til honorering for dette ekstraarbejde.
En anden metode, hvor maleren forsøgt at maskere de synlige samlinger med en pletspartling, er til gengæld en dårlig ide og skal frarådes, da resultatet typisk ikke har givet den ensartede overflade, som
ellers var ønsket.
Og helt generelt skal vi anbefale, at problemet bliver nævnt for kunden - og måske at man ligefrem tage et forbehold for problemet - da det altså ikke har med kvaliteten af malearbejdet at gøre.