Armering af betonsamlinger på MBA

Der er mange eksempler på, at der på byggepladserne er uoverensstemmelser om hvor vidt maleren skal armerer betonsamlinger i eksempelvis helvægsklinkebeton og helvægsporerbetonelementer. Og ofte ender det desværre med en del diskussioner, hvis der opstår revner i disse elementvægge.

Skrevet af: Allan Brohus

Derfor har Danske Malermestre nu taget konsekvensen af dette, og bestemt at armering af samlinger i både helvægsbeton og -letbeton fremover skal kunne tilvælges på MBA. Det vil blive sådan, at der vil være en afkrydsningsboks, som man skal markere i, hvis man som udbyder af malerarbejde, ønsker at maleren skal foretage denne armering af samlinger. Armeringen vil i så fald blive udført med opsætning af en glasfiberstrimmel som monteres i klæber. Efterfølgende vil det være hensigtsmæssigt at overspartle denne armering, så der kan opnås et pænt og ordentligt udfald af malerarbejdet. Naturligvis vil der stadig være tilfælde, hvor betonelementerne vil kunne revne, eks. når der er bevægelse i bygningen, eller der ikke er foretaget ordentlig fundering og afstivning. Men ved at tilvælge og få udført ovennævnte armering, så har man både som udbyder af malerarbejde og maler gjort alt, hvad der fra malerfagets side kan gøres for at forhindre, at de grimme revnedannelser i betonelementerne opstår. Derfor skal Danske Malermestre opfordre til at man altid tilvælger armering af betonsamlinger. Funktionen vil være tilgængelig på www.mba.malermestre.dk fra ca. 1. juli 2009.

Tidligere er der her i bladet blevet skrevet om de nye termer - Q1-Q4 - som fremover vil blive brugt når der tales om opsætning af gipsplader på forskellige underlag, og udførelse af malerarbejdet på gipsplader. Årsagen til, at nævnte termer fremover skal anvendes skyldes et – fra alle parter i byggeriet - ønske om et mere ensartet materiale og grundlag når der arbejdes med gipsplader. Og derfor vil termerne naturligvis også blive indarbejdet i MBA. Det vil blive sådan, at når man skal beskrive, hvilket malerarbejde der ønskes udført på emner af gipsplader, så skal man under opbyggelsen af malerbeskrivelsen forholde sig til, hvilken Q-kvalitet gipspladerne er opsat efter, idet man naturligvis ikke kan opnå et ”højere” udfaldskrav end bundarbejdet(montagen af gipsplader) er udført efter. 

Eksempelvis vil man aldrig kunne opnå en kvalitet Q4, som består af - 2 lag gips på. Stålregler med forsænkede kanter på både kort- og langkanter, armering og spartling af samlinger, og skruehuller, samt fuldspartling af hele fladen med min.1 mm. spartelmasse overalt – hvis der eks. kun er opsat 1 lag gips. Det siger sig selv, at det optimale malerarbejde kun kan opnås, hvis konstruktionen også er opbygget efter at opnå det optimale. Så med indførelsen af Q-kvaliteterne i forbindelse med gipspladearbejde vil det blive meget lettere at beskrive præcist, hvilken kvalitet af både konstruktion og malerarbejde der ønskes i det konkrete projekt. Derfor indbygges det som nævnt naturligvis i MBA, og når man skal udarbejde sin malerbeskrivelse vil det foregå ganske som man har gjort hidtil, dog vil der være en enkelt side/fane i MBA, hvor man skal afmærke, hvilken Q-kvalitet der arbejdes med. Herefter udelukker MBA de muligheder der malermæssigt ikke længere kan lade sig gøre.